Forsikringsaftaleloven gælder også i Grønland. Ved lov nr. 50 af 24. februar 1960 er der for Grønlands vedkommende givet en række særlige regler. De er begrundet i, at den grønlandske postgang ikke har den samme sikkerhed og præcision som i den øvrige del af Danmark. Loven gælder også på Færøerne. Ifølge lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre er stedlig forsikringsvirksomhed ganske vist et færøsk anliggende, men nogen særlig færøsk lov er endnu ikke givet.
Forsikringsaftaleloven indeholder ikke bestemmelser om lovens anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås af personer her i landet. Selskaber, der har hjemsted i udlandet, eller om dens anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås af personer i udlandet, med selskaber, der har hjemsted her i landet. Dette spørgsmål må derfor afgøres efter de almindelige regler om international privatret. De vigtigste regler også om international privatret på forsikringsrettens område findes i lov nr. 188 af 9. maj 1984. Den blev ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990, om gennemførelse af konvention af 19. juni 1980 om hvilken lov, der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser. Bestemmelserne i denne lov må nu sammenholdes med reglerne i EF’s 2. skadesforsikringsdirektiv.
Forsikringsaftaleloven finder anvendelse
Det er hovedreglen, at forsikringsretlige spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i det land, hvor risikoen er beliggende. Hvis der f.eks. er tale om forsikring af fast ejendom i Danmark, finder Forsikringsaftaleloven herefter anvendelse i tilfælde, hvor aftalen indgås med et selskab, der har sit hjemsted i Danmark. Den finder også anvendelse, hvor aftalen indgås med et selskab, der har sit hjemsted i et andet land. Principielt er der dog frit lovvalg. Dette vil sige, at det i forsikringsaftalen kan være vedtaget, at forsikringsretlige spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i et andet land. Det kan f.eks. være lovgivningen i det land, hvor selskabet har sit hjemsted.
Hvor forsikringsretlige spørgsmål efter det anførte skulle være afgjort efter lovgivningen i Danmark, men hvor der er valgt en lovgivning i et andet land, gælder det dog, at ufravigelige regler i den danske lovgivning skal respekteres. Dette betyder f.eks., at det ikke gennem valget af en anden lovgivning er muligt at tilsidesætte de ufravigelige regler i Forsikringsaftaleloven, f.eks. reglerne om urigtige oplysninger i §§ 4. Ved at sondre mellem forsikringstageren, der er selskabets medkontrahent (§ 2, stk. 2), og den sikrede ( § 2, stk. 3), har loven villet markere, at den, der har ret til forsikringsydelsen, ikke nødvendigvis behøver at være identisk med selskabets medkontrahent.
Har sælgeren af en løsøreting, der skal forsendes, tegnet forsikring til fordel for køberen, er det sælgeren, der er forsikringstager. I almindelighed har sælgeren imidlertid ikke ret til forsikringsydelsen. I almindelighed er det ikke sælgeren, men køberen, der er den sikrede. På samme måde kan det ved en sædvanlig familieforsikring være f.eks. hustruen, der er forsikringstager, medens ikke blot hustruen, men også manden, børnene og medhjælp i husholdningen er sikrede.
Fallitter
Det er solvensregler og andre kapitalkrav på baggrund af Finanstilsynets risikovurderinger samt investeringsregler, der har til formål sammen med selskabsledelserne at sikre stabiliteten i skadesforsikringsvirksomheden. I betragtning af det særdeles begrænsede antal sammenbrud og disses helt marginale skadeseffekt på forsikringstagerne, har der været tale om en klar succes.
Imidlertid førte sammenbruddet for Plus Forsikring i 2002 til, at Forsikring & Pension rettede henvendelse til regeringen om oprettelse af en garantiordning for privat skadesforsikring, der kunne træde til i lignende situationer. For at alle skadesforsikringsselskaber på området kunne være omfattet, var det ønskeligt, at ordningen blev lovbestemt. Det førte til en Garantifond for skadesforsikringsselskaber.
Forbrugerforsikringer
I loven, der trådte i kraft 1. oktober 2003, blev det bestemt, at alle forsikringstagere med visse opregnede forbrugerforsikringer skulle bidrage med et fast beløb pr. police. Dette beløb skulle forsikringsselskabernes så indbetale til fonden, der blev ledet af en uafhængig bestyrelse. Finanstilsynet har fastsat beløbet til 10 kr. pr. forsikringspolice.
På livs- og pensionsforsikringsområdet har der ikke været tilsvarende økonomiske sammenbrud. Heller ikke her er der som på bankområdet risiko for en “run-situation”. Det ville dog være ensbetydende med meget betydelige velfærdstab for den enkelte, såfremt et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse måtte indstille sin virksomhed uden at kunne svare sine forpligtelser.
Invaliditetsdækning og forsikringsaftaleloven
Fik forsikringstagerne ikke pension, ingen invaliditetsdækning, og var der ingen dødsfaldsdækning for efterladte, kunne det få drastiske økonomiske konsekvenser for den enkelte. Imidlertid eksisterer der tilsynsregler inden for dette område, der gør en sådan situation teoretisk. I tilfælde af at et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse har vanskeligheder ved at leve op til de afsatte solvenskrav. skal der som i skadesforsikring udarbejdes en genoprettelsesplan.
Anses en sådan for uigennemførlig eller i det mindste urealistisk, overtager Finanstilsynet forsikringsporteføljen fra det nødstedte selskab. Det er muligt, at der derefter ville blive udbetalt lavere pensioner og andre beløb til de berettigede, end tilfældet havde været, hvis en sådan situation ikke var indtrådt. Men der er dog ikke tale om, at de forsikrede lades i stikken, og man har ikke anset en egentlig garantiordning på dette område for nødvendig.